Strømninger om socialisme i det 21. århundrede
Socialismen har jo været på dagsordenen i mange år. Den første rigtig progressive revolution, der på mange måder havde et socialistisk indhold, var Pariserkommunen i Frankrig i 1871. Pariserkommunen holdt desværre kun i 72  dage før den anarkistisk/socialistiske revolution blev nedkæmpet af en uskøn blanding af franske og tyske tropper, hvis eneste mål var at genindføre kapitalismens overherredømme.
Meget bedre gik det så i 1917, hvor den store oktoberrevolution indvarslede en periode, hvor socialismen blev opbygget - først i det, der kom til at hedde Sovjetunionen, og siden i de østeuropæiske lande, i Kina, i Den Demokratiske Republik Korea, i Vietnam, Laos og Cambodja, i flere indiske delstater og i Cuba. Hertil kom socialistisk prægede lande i Afrika og andre steder. Senest har Cypern fået en kommunistisk præsident, uden at det vist rigtig har ført til større økonomiske omvæltninger. Ikke i alle disse lande blev der ført en konsekvent socialistisk politik - men store fremskridt blev alligevel nået de fleste steder, og det blev for alverden bevist, at der er andre muligheder end kapitalismen.
Desværre brød det socialistiske system så sammen omkring 1990, så der nu kun er et par lande tilbage, der åbent erklærer sig socialistiske.
Denne situation har naturligvis sat gang i analyser og spekulationer blandt kommunister og socialister overalt i verden. Ikke alle disse spekulationer og analyser har dog efter min mening været frugtbare.
Det er klart, at på den ene side har kapitalismens udvikling siden forrige århundrede sat nye punkter på dagsordenen for os, der ønsker en bedre og en socialistisk verden. På den anden side begik den virkeliggjorte socialisme i forrige århundrede naturligvis en række fejl, som skal og bør analyseres, så samme fejl ikke bliver gentaget næste gang det lykkes at fravriste kapitalen magten i det ene eller det andet land - hvor det nu end kan gå hen og blive.
Denne situation betyder dog ikke, at vi bare skal opgive alle tidligere holdninger og revidere dem i den ene eller den anden retning. For virkeligheden, som den ser ud nu i 2011, er faktisk ikke så forskellig fra den virkelighed, som vi oplevede i de kapitalistiske lande i forrige århundrede.
Monopolkapitalen er bestemt ikke blevet mere hverken human eller fredsduelig. Monopolkapitalen har stadig kun et mål: større og større profit. Og arbejderklassen har stadig den grundlæggende opgave at afskaffe undertrykkelsen og udbytningen til fordel for et menneskeværdigt samfund, hvor alle lever i fred og fordragelighed med hinanden, og hvor ingen beriger sig på andres bekostning. Desværre mangler der noget i det, som vi kalder den subjektive faktor: det er desværre langt fra alle, der tilhører arbejderklassen, der er bevidste om, at det er kapitalismen, der skal afskaffes, men det er vi som kommunistiske partier bl.a. blevet sat på jorden for at ændre på!

I dette indlæg vil jeg prøve at give en lille oversigt over nogle af de strømninger, man for tiden kan finde i den internationale kommunistiske bevægelse og blandt mere eller mindre erklærede socialister. Jeg vil komme med konkrete eksempler på vurderingerne omkring socialismen i det 21. århundrede i forskellige lande og partier, og så til slut prøve at samle lidt op på det hele og uddrage nogle konklusioner.
Indledningsvis skal jeg dog præcisere, at dette oplæg er mit oplæg. En del af det, som jeg vil sige, er ikke noget, der i detaljer er blevet diskuteret i mit eget parti, og det er ikke noget, hvor vi har taget konkrete beslutninger osv. Men jeg tror nu ikke, at jeg kommer særlig meget på tværs af det, som KPiD mener, så det går jo nok. Men mit indlæg skal derfor opfattes som et oplæg til diskussion og ikke som en forelæggelse af den hele og fulde sandhed.

USA
For at starte et sted, vil jeg begynde med USA's kommunistiske parti. Det amerikanske parti har en glorværdig fortid som et lille men ideologisk stærkt parti, der kæmpede en brav kamp i verdensimperialismens og monopolkapitalismens centrum.
I februar dette år udgav partiets formand siden år 2000, Sam Webb, så en artikel med titlen: Det socialistiske parti i det 21. århundrede - hvordan ser det ud, hvad mener det og hvad gør det? Denne 25 sider lange artikel indeholdende 25 teser var nu ikke særlig rar læsning. Jeg skal naturligvis ikke komme ind på det hele, men bare fremhæve nogle få ting:
Et af de grundlæggende synspunkter i artiklen er, at det er muligt at arbejderklassen kan få magten inden for det kapitalistiske system.  Med andre ord er det muligt at føre en socialdemokratisk politik, der så skal træde i stedet for en revolutionær politik, der vil gøre op med kapitalismen som system. På baggrund af dette grundsynspunkt bliver der naturligvis ikke plads til det gode gamle ord - revolution.
Men mange andre ting er der plads til i det 21. århundredes kommunistiske parti i USA:

Partiet skal nu være er øko-socialistisk parti! Økologi og grønne synspunkter osv. er naturligvis både rigtige og nødvendige - men stadig må hovedindholdet i det kommunistiske partis arbejde være kampen mod monopolkapitalismen og imperialismen - og ikke den økologiske kamp.
Lesbiske og bøsser og transseksuelle skal naturligvis have alle rettigheder - og det er jo fint nok - men måske er det ikke det allervigtigste spørgsmål for et parti, der burde føre klassekamp.

Partiet skal i sin organisation gå bort fra de forældede leninistiske principper om demokratisk centralisme og andet gammelt ragelse, efter partiformandens mening. Klassekampen skal heller ikke mere føres primært på arbejdspladserne. Partiet har opgivet at udgive partiavisen og det teoretiske tidsskrift, men nu er det facebook, der bliver centrum for kampen, ifølge den amerikanske partiformand.
I partiets naive tro på Barack Obama har Webb fået den tanke, at man kan vinde politisk indflydelse via det demokratiske parti - en efter min mening yderst naiv tanke.
Et opgør med historien skal der også til, så man holder fast i, at Karl Marx tænkte mange kloge tanker, men Lenin - for  slet ikke at nævne Stalin - skal selvfølgelig sendes helt ud i mørket.
Så samlet kan man vist konkludere, at USA's kommunistiske parti nu skal omdannes til et traditionelt socialdemokratisk parti! Så deres bud på det 21. århundredes kommunistiske parti er vist ikke rigtig noget, der kan anbefales!
Desværre har jeg ikke haft tid til at studere nærmere, hvad partimedlemmerne i USA mener om Sam Webbs ideer, så det kan jeg ikke fortælle noget om - men det er der måske andre, der ved mere om.

Danmark og Tyskland
Efter at have været i USA så tager vi lige en tur til vores egne breddegrader.
I Danmark har vi jo Enhedslisten, som sidder i vores folketing, og sikkert vil få et flot valgresultat ved vores folketingsvalg til efteråret. Enhedslistens synspunkter ligner meget Sam Webbs synspunkter: Det er den rød-grønne politik, der skal i centrum - altså ’øko-socialismen’. Revolution skal vi ikke have, men en rolig overgang til et bedre samfund, hvordan man ellers kan tro, at kapitalen vil finde sig i det? Og så har de ellers en masse fornuftige synspunkter på den helt aktuelle økonomiske politik osv. - men i bund og grund er det et venstre-socialdemokratisk parti.
Lidt syd for Danmark bor så Die Linke i Tyskland. Her kan man stort set gentage det ovenfor sagte - blot med den forskel, at de Linke samtidig er medlem af det såkaldte Europæiske Venstre og støtter EU-medlemskabet og opbygningen af EU til en ny stor mastodont - dog med måske et lidt mere klædeligt udseende. Så heller ikke her kan vi finde noget brugbart for udviklingen af en socialistisk politik for det 21. århundrede.
Situationen i Norge og Sverige kan kammeraterne her jo selv berette om under diskussionen.

Kina
Nu skal vi tage et stort spring - måske ikke fremad, men så dog mod øst.
Kinas kommunistiske parti er jo uden nogen sammenligning verdens største erklærede kommunistiske parti med omkring 80 millioner medlemmer.
KPiD gennemførte i 2008 en mindre analyse af Kinas kommunistiske part og den linje, der føres i Kina. Det var måske ikke den mest geniale analyse, som vi havde kræfter til at gennemføre, men nogle interessante ting kom alligevel efter min mening frem omkring dette store parti, der netop har fejret sin 90-års-dag.
I den første tid efter Kinas revolution i 1949 førte Kina en politik, der lagde sig ganske tæt hen mod forbilledet i Sovjetunionen. Men det ændrede sig rigtig meget! Under formand Maos mere eller mindre skøre og sygelige udvikling med ’Det store spring fremad’  med ’hver mand sin højovn’-principper og senere med ’kulturrevolutionen’ gik rigtig meget tabt.
Men efter Maos død og Deng Xiaopings overtagelse af lederskabet udviklede det hele sig i en noget anden retning. Nu var det økonomisk vækst og intet andet (stort set), der stod i centrum. Økonomisk vækst er ekstremt vigtigt for socialismens udvikling - tænk bare på de store 5-årsplaner i Sovjetunionen. Men når man på den økonomiske vækst alter ofrer de mere principielle socialistiske synspunkter, så går det galt.
Økonomisk vækst fik Kina. Det er en af de hurtigst voksende økonomier i verden. Men socialismen bliver samtidig nedgraderet i ubehagelig grad. Kinas vision for socialisme i det 21. århundrede hedder nu, at målet er et socialistisk Kina med kinesisk karakter. Desværre betyder denne specielle kinesiske karakter, at der er blevet givet frit slag til såvel kinesiske som udenlandske monopoler - antallet af kinesiske millionærer og milliardærer er vokset eksplosivt. Det er netop kommet frem, at der nu er knap 200 milliardærer i Kina – vel og mærke milliardærer i dollars! En tredjedel af dem er samtidig medlem af Kinas kommunistiske parti. Hvis vi bare havde en enkelt milliardær i vores parti, så ville alting unægtelig kunne blive nemmere – fx behøvede vi så ikke bruge kræfter på indsamlinger osv. Men jeg har nu ikke nogen større tiltro til, at en milliardær kan bevare sin kommunistiske grundholdning.
Samtidig med at nogle er blevet overordentlig rige er fattigdommen blandt almindelige kinesere, især i yderområderne, stadig katastrofal. Ting som arbejderbeskyttelse, miljø osv. er ikke en by i Rusland, men det der desværre heller ikke en by i Kina. Det er nærmest glemt. Og så har Kina i modsætning til Sovjetunionen i sin tid helt glemt alt om den proletariske internationalisme. Kinas udenrigspolitik er ikke imperialistisk som USA's, men den er meget nationalistisk. Hvad der tjener Kinas egne interesser ser ud til at være OK uanset om det gavner eller skader arbejderklassen i andre lande.
Så det, som nogen betegner som Kinas ’Markeds-leninisme’ er nok ikke rigtig et godt bud på socialismen i det 21. århundrede.

Andre socialistiske lande
Vietnam, Cuba, Nordkorea mv. er lande, der står i en meget udsat position af den ene eller den anden årsag, som jeg ikke her skal komme nærmere ind på. Men nærheden til USA og Kina og fattigdom osv. gør, at disse lande har valgt at fører en politik i det 21. århundrede, som måske for os godt kan føles noget ’alternativ’ - men det er svært at vurdere, om disse lande reelt har andre muligheder.

Latinamerika
I de senere år er der sket rigtig meget i Latinamerika. Det ene efter det andet land har gjort op med fortiden. Tidligere tiders bananrepublikker og militærdiktaturer er blevet afløst af venstreorienterede styrer, der ikke mindst har gjort op med den nære underordning under USA. Samtidig har disse lande indgået et tæt samarbejde med Cuba og andre lande.
I Venezuela, som nok må betegnes som hovedkraften i denne udvikling, har Hugo Chávez for et godt års tid siden lanceret ideen om skabelsen af en ny 5. socialistisk internationale. Et stiftende møde skulle have været afholdt, men det blev af årsager, som jeg ikke har kunnet finde ud af, udskudt eller aflyst. Så hvad der egentlig var målet med denne nye internationale, kan jeg desværre ikke sige noget om.
Men vi må samtidig nok konkludere, at det er meget positivt, alt det der er sket i mange latinamerikanske lande. Men det er nu ikke socialisme og slet ikke kommunisme, der er indholdet i omvæltningerne. Indholdet er nærmere socialdemokratisk, hvilket naturligvis også er et stort fremskridt i frohold til de mere eller mindre fascistiske styrer, der tidligere sad tungt på dette kontinent. Samtidig er det en national vækkelse, som vi i dette tilfælde også kan hilse velkommen som en modvægt mod USAs overherredømme.
Men det er næppe et gangbart bud på socialismen i det 21. århundrede, vi er vidne til i Latinamerika.

KKE
Til slut vil jeg sige lidt om vores græske kammerater i KKE. KKE har jo spillet en meget stor og meget positiv rolle ikke mindst gennem afholdelsen af de nu første 12 internationale møder for kommunistiske partier og arbejderpartier - en møderække, der inspireret af et første møde i Nordkorea fortsatte først som Athen-møderne, men nu spredt mere ud over jordkloden. Samtidig har KKE drevet kommunisternes internationale internet-netværk, Solidnet.org., som har haft en meget stor betydning for vores internationale bevægelse.
Men at vi kan være meget glade for KKEs indsats betyder jo ikke, at vi bare blindt skal acceptere alt, hvad de gode grækere finder på. Jeg var i 2009 i Grækenland til KKEs 18. partikongres. Harald fra NKP deltog også - men jeg kan ikke lige huske, om SKP også var repræsenteret.
Men om kongressen må jeg for egen regning sige, at jeg ikke var videre begejstret. Ja, alt fungerede perfekt, stemningen var fremragende osv. Men rent politisk var KKE præget af noget, som jeg vil betegne som en ret ekstrem holdning.
Det ord, der gik mest igen under kongressen og i mange efterfølgende dokumenter osv. er ’opportunistisk’. Som det ser ud, mener KKE at alle partier, der ikke har helt samme opfattelse som dem, er opportunistiske. Men hvad betyder det så nærmere? Jo opportunisme betyder bl.a., at accepterer man ikke, at Sovjetunionen politisk gik rabundus med Stalins død, så er man opportunist. Nogle mener endog, at de, der ikke betragter Sovjetunionen efter Lenins død som lidt af et fejlskud, er opportunister. Går man ind for enhedsarbejde med andre politiske organisationer, så risikerer man meget let at få prædikatet ’opportunisme’ hæftet på sig. Det er kun den rene vare, der gælder.
For nu at sige det ligeud - og det er altså stadig mit eget synspunkt og ikke nødvendigvis KPiDs, så ligner KKEs linje noget, der kunne stamme fra Kina i Maotiden.
Samtidig har KKE i de senere år været mere aktive med at kritisere andre partier åbent - noget vi normalt ikke plejer at gøre. Det er gået ud over USA's kommunistiske parti, hvor kritikken nok er korrekt, men måske ikke burde være udtrykt offentligt på den måde det skete, og det er gået ud over det portugisiske parti, fordi de har tilladt sig at indgå et valgsamarbejde med et venstreparti, som jeg i øvrigt ikke kender noget til, ved det netop afholdte parlamentsvalg, som gav en fremgang til de progressive kræfter.
Nej, jeg tror heller ikke, at KKEs linje er den linje, der viser frem mod socialismen i det 21. århundrede.
Afslutning
Faktisk er jeg, som jeg vist også fik sagt i min indledning, af den opfattelse, at den politik, som blev ført i Sovjetunionen indtil det hele gik lidt i stå i Bresjnevs sidste år, faktisk var en ganske fornuftig linje, der ud over at sikre økonomisk vækst i Sovjetunionen, sikring af sociale rettigheder som sygebehandling, børnepasning, uddannelse osv., også var en afgørende kraft for befrielsen af kolonierne i Afrika og andre steder, for sejren for Vietnams frihedskrig og for bevarelsen af verdensfreden - og det er jo ikke ligefrem småting!. Så de helt store ændringer i vores grundlæggende ideologi og politik her i det 21. århundrede mener jeg faktisk ikke, at der er behov for.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi som kommunister ikke skal udvikle vores politik. Det skal vi selvfølgelig, så vi til enhver tid kan give gode og konkrete svar på den aktuelle udvikling. Aktuelt har vi fx i Danmark udarbejdet et meget klart svar på den økonomiske krise.
Men en mere grundlæggende ændring af vores kommunistiske udgangspunkt er der ikke brug for. Kampen for socialisme i det 21. århundrede er slet ikke så forskellig fra kampen for socialisme i forrige århundrede.