De ”sociale medier” og politisk arbejde!
Igennem den hændelse, som kaldes ”det arabiske forår”, har pressen fremhævet Facebook og Twitter som udslagsgivende for oprørenes succes. Men det vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved!
Mange af os her oplever ofte problemer på grund af overvågning. Telefonsamtaler af dårlig kvalitet, e-mails, som er flere dage undervejs og mystiske tekniske nedbrud. Det skyldes overvågning, både den almindelige på grund af terrorlovene og den specifikke på grund af vores politiske holdning. Vore erfaringer viser med al ønskelig tydelighed, at det er nemt at kontrollere den digitale kommunikation.
Ser vi på Facebook, som jo er meget populært som politisk redskab, bliver forskellige forhold tydelige.
For det første er Facebook underlagt US-lovgivning, hvor censur er en acceptabel del af virkeligheden. Det medfører, at grupper og arrangementer (f.eks. demonstrationer m.m.)bliver kontrolleret for ”upassende” ord og vendinger. F.eks. blev der dannet en gruppe med navnet ”Tør du give en ti’er til PFLP?”
Det varede ikke mange dage, før administratorerne af ”arrangementet” fik en besked om, at siden blev lukket på grund af ”hadefuldt sprog”!  Meningen var, at man skulle godkende beskeden, og at hvis man fortsatte med ”det hadefulde sprog” risikerede man at få lukket sin Facebook-konto. Kort efter blev der dannet et andet ”arrangement” som hed ”vil du give en 10’er til PFLP og FARC”. Det samme skete. Den blev lukket med samme trusler.
Disse grupper/”arrangementer” kunne måske være indklaget af en af de mange på Facebook, som mente, at de pågældende grupper/”arrangementer” generede hans/hendes etik men måske også af Facebook selv. Enhver på Facebook kan indklage ”arrangementer”, indlæg eller grupper for spam eller hadefuld sprog. Kort tid efter, vil klagen resultere i en lukning af siden/”arrangementet”.
Et andet problem med Facebook er, at du rent faktisk ikke ved, hvem du har kontakt til. Det kan være en agent, det kan være en ”splitter” eller noget helt andet. Lider man af paranoia, er det ikke der, man skal bevæge sig rundt!
For både Facebook og især Twitter har du 140 tegn at gøre godt med. På Facebook kan du dog sætte et ”synspunkt” på, som er ubegrænset, men der skal man huske, at de fleste på Facebook ikke gider læse lange ”romaner”!
Twitter er både mere enkel og kompliceret. Hos Twitter behøver du ikke at have en side, men kan nøjes med at bruge tjenesten som en slags sms. Men hvis folk ikke ved, at du twitter, vil ingen se, hvad du skriver. Der findes også hos Twitter en sikkerhedsforanstaltning, som ikke lige kan gennemskues.
Det forhold, at det er let at censurere Facebook, og at folk skal abonnere på Twitter, gør, at fremhævelsen af disse tjenester i forbindelse med opstanden i Tunis og Ægypten ikke kan være sande. Dels kan myndigheder lukke for internettet og mobilnettet, dels dur det kun overfor de mennesker, som har adgang til de digitale medier.
I Danmark bruges der ofte blogs i internetaviserne i forbindelse med debatter. Læser man disse blogs, åbenbares de mørkeste sider af den menneskelige psyke. Selvom netaviserne prøver at fjerne hadefulde indlæg, lykkes det sjældent at holde en høflig debattone.
Hvad kan være motivet ved at fremhæve Facebook, Twitter og blogs? Måske er ideen den, at dem der er optaget af at følge disse tjenester, sjældent har tid til meget andet. Disse tjenester kan også bruges som lynafledere for mennesker, som er utilfredse med f.eks. samfundsudviklingen. Igen er det bedre for det etablerede samfund, at individer sidder i hver sin bolig, ved hver deres maskine, end at de samles og via medmenneskelige kontakter får spredt den utilfredshed, som vores samfund frygter mere end noget andet. Husker man på, at nettet overvåges, og at efterretningstjenesterne kan følge ”dissidenter” på tætteste hold, er internettet et brugbart værktøj for mange.
Med tanke om alle disse forbehold, så kan man via Facebook især få kontakt til grupper, som man ellers ikke møder. Men intet slår den direkte kontakt. Via avissalg på gader og stræder, løbeseddelsuddeling og festivaller, er der gode chancer for, at debattere politik, at udveksle tanker og måske få et nyt medlem eller sympatisør!

Lilli Rodeck