Nordisk sommerlejr 2011.
Kommunisternes strategi og Krisepolitikken v/ Betty Frydensbjerg Carlsson, Kommunistisk Parti i Danmark
En af kommunisternes vigtigste opgaver er at besvare de grundlæggende spørgsmål om hvilken strategi arbejderklassen skal have i sin kamp for socialismen. Svarene bygges på den internationale kommunistiske bevægelses samlede historiske erfaringer, på nationale erfaringer, på præcis analyse af kapitalismens udvikling og den globale situation, og naturligvis på en konkret klasseanalyse ud fra den situation som de kommunistiske partier nationalt befinder sig i.
Strategi
En strategi lægges for en bestemt historisk fase. Når strategien er besluttet er opgaven at formulere strategiske og taktiske delmål for kampen frem til strategiens hovedmål.  Derfor består kommunistiske partiers programmer grundlæggende af 2 dele: Et principprogram (Maksimumprogram) og et aktuelt handlingsprogram + arbejdsresolutioner. (Minimumsprogrammer)
Programmerne beskriver kampen frem mod hovedmålet socialisme, med delmål, der justeres alt efter situationen. Hvordan vore samfund skal fungere når socialismen er nået, afhænger af mange forskellige ting, hvordan kampen er gået. Derfor beskriver vi alene de grundlæggende principper:

• De vigtigste produktionsmidler, banker og finansieringsvirksomheder og samfundsvigtige virksomheder skal overgå til samfundseje.
• At folket under en bevidst arbejderklasses ledelse erobrer og fastholder den politiske magt.
• At statsapparatet forandres til at være den arbejdende klasses magtapparat
• At denne magt bruges til planmæssig udvikling af samfundsøkonomien som grundlag for en fornyende, demokratisk og kulturel udfoldelse.

Den parlamentariske strategi
Man kan ikke stemme sig til socialisme, eller til et antimonopolistisk demokrati. Det er en reformistisk utopi, som allerede er modbevist i de nordiske lande efter opløsningen af den socialistiske verdensmagt. Men kommunisterne må udnytte enhver platform for agitation, alle platforme der kan give indflydelse. Når kommunisterne – som nu i de nordiske lande – ikke er stærke nok til at blive valgt til vores parlamenter, kan Venstrefløjspartier bruges som et delelement i klassekampen, men vi skal huske, at disse partier ikke er kommunistiske – ikke har en strategi for overgangen til socialisme.
Kampen mod monopolerne
Monopolerne er i dag selve kapitalismens væsen og derfor er kampen for socialisme en kamp mod monopolerne og deres magt. For monopolerne er det borgerlige demokrati en hæmsko, derfor ser vi i dag hvordan dette demokrati forsvinder (EU – Terrorlove osv.) Monopolerne styrer staterne – både økonomisk og politisk. Deres omsætninger er større end de enkelte staters budgetter. De omformer staterne i markedets billede: Det offentlige bliver et ”supermarked” der udbyder diverse ”produkter” mens borgerne bliver brugere ”forbrugere”. De offentlige aktiviteter udføres i et regi af selskabsdannelser (A/S) eller privat/statslige selskaber, hvis de ikke er helt privatiseret.
Kampen mod privatiseringer og udliciteringer er derfor også en kamp mod monopolerne. Kampen mod nedskæringer er en kamp mod omfordeling af løn- og fællesmidler til privat profit. Det er også en kamp for demokrati, fordi privatisering betyder, at offentligt betalt virksomhed sættes udenfor demokratisk kontrol.
Men en række forhold vanskeliggør vores kamp. Ikke mindst fraværet af de socialistiske lande, kapitalliberaliseringerne og monopolernes magtinstitutioner: EU, IMF, Valutafond, WTO m.fl.
Omvendt er kapitalismen som system svækket af de alvorlige og dybtgående kriser.
Den internationale kommunistiske bevægelses strategi
Da den såkaldte finanskrise var kommet i udbrud i 2008 først gennem krakkene i de store finansfirmaer i USA, der sendte dønningerne videre tilde globale finansfirmaer / banker og lignende og boligboblen som den kaldes brast, mødtes vi i den internationale kommunistiske bevægelse i Sao Paolo i Brasilien. Vi kunne der konstatere at de forskellige landes regeringer og parlamenter reagerede ens med enorme skattebetalte støttebeløb til banker og finansieringsinstitutter.
På mødet analyserede partierne situationen og konstaterede at dette ikke alene var en akut finanskrise, men både en efter marxistisk terminologi cyklisk krise, og endda af en så dyb og alvorlig art, at den ville få dybtgående og længerevarende konsekvenser. Ikke mindst for arbejderklassen og udviklingslandene. Vi konstaterede at kapitalismen var kommet igennem en tidligere krise gennem lånefinansiering af et nødvendigt (for dem) merforbrug, i forhold til overproduktion og manglende økonomi hos de der gerne skulle aftage produktionen. Vi konstaterede ligeledes, at den samlede private gæld globalt var langt større end det samlede globale bruttonationalprodukt. Det kan kun gå galt, og det gjorde det også. Vi forudså at arbejdsløsheden ville vokse eksplosivt, hvilket igen ville forstærke krisen med manglende økonomi hos forbrugerne af produkter der produceres, og at kapitalen som altid ville kæmpe for sin profit. Det ville uddybe krisen og komme til at betyde store ofre for arbejderne og flertallet af befolkningerne.
På mødet året efter i New Delhi Konstaterede vi at det var gået sådan. Arbejdsløsheden var eksploderet i alle lande, udbytningen af udviklingslandene var taget til, offentlige tilskud var strømmet til finansieringsvirksomhederne, små og mellemstore virksomheder gik konkurs eller var i svære vanskeligheder, virksomhederne brugte krisen til at holde lønninger nede eller endda sænkes, hvilket igen sammen med arbejdsløsheden fik antallet af konkurser i privates boliger til at eksplodere. Det skete over hele jorden. På mødet advarede vi om at krisen nu ville ramme statskasserne og sociale og demokratiske rettigheder, vi påpegede at man nu misbrugte bekymringerne omkring miljøet og klimaforandringer til at påføre folkene nye skatter med såkaldte ”grønne” afgifter og at der ville blive taget foranstaltninger imod uro gennem indskrænkninger i arbejderrettigheder og demokratiske rettigheder
Til sidste års møde, der fandt sted i Sydafrika, var vi så nået til at skulle diskutere vores politiske og kampmæssige erfaringer, strategien og kampmuligheder.
I de europæiske lande har regeringernes modeller / EU's modeller været skåret over samme læst: Voldsomme nedskæringer på velfærdsrettigheder, arbejdsmarkedsrettigheder og dårligere forhold for arbejdsløse og folk på pension. Men selvom nedskæringsmodellerne ikke er så strømlinede i resten af verden, sker der det samme, og folk har været og er i kamp mod denne udvikling. Erfaringerne fra disse kampe blev diskuteret, ligesom manglen på kamp, som f.eks. i Danmark og Sverige, blev analyseret. 
I konklusionerne fra mødet - nedskrevet i Tshwane erklæringen understreges det bl.a. at der er sket en ændring i den globale magtbalance. Det hedder:
”Den vedvarende krise er sammensat af betydningsfulde ændringer i den internationale magtbalance.  Der er især en igangværende relativ nedgang i USA's økonomiske globale overherredømme, en generel stagnation i produktionen i de mest udviklede kapitalistiske økonomier og en opdukken af nye globale økonomiske kræfter, især Kina.  Krisen har intensiveret kampen mellem de kapitalistiske centre og også mellem de etablerede og de nye kræfter.  Dette indbefatter valutakrigen, som USA står i spidsen for; koncentrationen og centraliseringen af økonomisk og politisk magt i EU, som forstærker dens karakter af en imperialistisk blok, anført af dets største kapitalistiske stater; en tydelig skærpelse af kampen mellem de imperialistiske lande om markeder og adgang til råvarer; den voksende militarisme, herunder styrkelsen af aggressive alliancer (f.eks. NATOs Lissabon-Traktat med dens ”nye” farlige strategiske indhold), en overflod af regionale spændings- og konfliktområder (især i Mellemøsten, Asien og Afrika), kup i Latinamerika, intensiveringen af neo-imperialistiske tendenser til at bære ved til etniske konflikter og den forøgede militarisering gennem bl.a. AFRICOM.”
Og videre: Overfor denne realitet, kæmper kapitalen overalt imod og søger at bevare profitterne og at overføre byrderne af dens krise til arbejderklassen ved at intensivere udbytningen af kvinder og gamle, af de fattige i byen og på landet og en stor del af mellemlagene.  Udbytningen bliver intensiveret, staten bliver brugt til at redde private banker og finansieringsselskaber, mens man udsætter kommende generationer for utålelige mængder af gæld, og der foretages forøgede forsøg på at rulle sociale fremskridt tilbage.
Om arbejderklassens og folkelige bevægelsers kamp siges det:
Over hele verden mødes kapitalens forsøg på at læsse krisens byrder over på arbejderne og de fattige af arbejderklassens og de folkelige bevægelsers modstand.
I de sidste år har de antifolkelige angreb på faglige rettigheder, de sociale sikkerhedsrettigheder og lønningerne fremprovokeret en vækst i de folkelige kampe – især i Europa. Imperialistisk aggression i Mellemøsten, Asien og Latinamerika møder fortsat resolut folkelig modstand.
I Afrika og Latinamerika har anti-imperialistiske kræfter, fagforeninger og sociale bevægelser optrappet deres kamp for folkenes rettigheder mod udplyndringen fra de multinationale selskaber.  Disse kampe har i nogle tilfælde ført til valg af progressive, folkelige, nationale regeringer, som proklamerer national suverænitet, velfærdsrettigheder, udvikling og beskyttelse af deres naturressourcer og biodiversitet, dette giver fornyet kraft til den anti-imperialistiske kamp.
I den nuværende virkelighed er det en historisk nødvendighed, at vi deltager som kommunistiske partier for at styrke og transformere disse folkelige forsvarskampe til offensiv kamp for at opnå yderligere rettigheder for arbejderne og folk og for afskaffelse af kapitalismen.
På vej mod denne strategiske dagsorden understreger kommunisterne den betydning, organiseringen af arbejderklassen og udviklingen af arbejderbevægelsens kampe i en klasseorienteret retning har i kampen for at arbejderklassen og dens allierede opnår politisk magt.
Indenfor rammerne af denne kamp lægger vi især vægt på

• Forsvaret og konsolideringen af og fremskridtene for den folkelige nationale suverænitet,
• Udbygningen af de sociale alliancer,
• Styrkelsen af den anti-imperialistiske front for fred, for retten til fast fuldtidsarbejde, arbejderrettigheder og velfærdsrettigheder, som gratis sundhedsvæsen og uddannelse.

Strategien.
Konklusionerne på erfaringerne blev, at kapitalismens nuværende krise og dens uciviliserede kamp skaber betingelser for at opbygge brede sociale, anti-monopolistiske og anti-imperialistiske alliancer, der er i stand til at opnå magt og frembringe dybe, progressive, radikale og revolutionære forandringer, og at kommunisternes rolle bl.a. er at der må vies særlig opmærksomhed mod den eksisterende forbindelse mellem forskellige modstandsbevægelser og den nødvendige ideologiske offensiv for synligheden af det socialistiske alternativ og for forsvaret og udviklingen af den videnskabelige socialisme. Den kommunistiske bevægelses ideologiske kamp er af vital betydning for at bekæmpe den nuværende antikommunisme (23. august EU dag mod kommunime), for at konfrontere den borgerlige ideologi, anti-videnskabelige teorier og opportunistiske strømninger, som forkaster klassekampen og bekæmpe de socialdemokratiske kræfters rolle som forsvarer og iværksætter antifolkelige og pro-imperialistiske politikker ved at støtte kapitalens strategi.  Vi har en nøglerolle ved at trække de kritiske forbindelser i teorien og først og fremmest i praksis mellem den folkelige kamps forskellige kamppladser i udviklingen af den internationale klassesolidaritet.  Vi lever i en historisk epoke, hvor overgangen fra kapitalisme til socialisme er blevet en nødvendighed for civilisationen.  Kapitalismens omspændende krise understreger endnu engang det uadskillelige i opgaverne om national frigørelse og social, national og klassemæssig udvikling.  Overfor den voksende kapitalistiske krise viser den socialistiske opbygnings erfaringer socialismens overlegenhed. Styrkelsen af samarbejdet mellem de kommunistiske partier og styrkelsen af den anti-imperialistiske front må gå side ved side.