Stor færøsk fortællekunst
Af Margit Andersen

Nede i Hedehusene er der et lille forlag, der brænder for at udbrede færøsk litteratur til Danmark, og det bliver man taknemmelig for efter at have ladet sig opsluge af “Glansbilledsamlerne” af Jóanes Nielsen (f. 1953), der er en læseoplevelse, man nødigt ville have været foruden.
Det er en kollektivroman med et stort persongalleri, hvis krumtap er seks drenge, der går i den katolske skole i Thorshavn. På første side præsenteres vi kort for de fem af dem, der alle døde unge og under tragiske omstændigheder. Den sjette overlever dem og er måske fortælleren.
Så er det på plads, men derefter kastes skæbnerne som brikker i et puslespil ud af æsken for lidt efter lidt og ikke i kronologisk orden at blive samlet til et farverigt billede af den lille nordeuropæiske hovedstad i tiden fra 1950’erne til slutningen af århundredet.
En del af handlingen er dog henlagt til metropolen København, hvortil nogle af personerne mere eller mindre frivilligt fortrækker.
Livet er ikke så let i det lille, lukkede samfund på Færøerne, hvor alle kender hinandens svage sider og hemmeligheder. Undertiden lukker man øjnene for det, der går i svang, men til andre tider udstødes de, der ikke passer ind i mønstret. F.eks. Paula, der har evnen til at se mere end godt er.
Det er ikke god kristen skik at være synsk i pinsebevægelsen, der har et fast tag i hendes mand og i en stor del af befolkningen. Den konflikt ender med, at hun tvinges til at forlade mand og børn og rejse til Island, hvor det er mere normalt at have omgang med de afdøde. Hvis man er så uheldig at få den forbudte sygdom aids, som det sker for lagtingsmanden Olaf, så må man tage til Danmark for at dø.
Der er meget religionskritik i romanen, ligesom der er en stor optagethed af den fysiske død, fra den der dagligt foregår i småbidder til den totale med det dermed forbundne tab. Det lyder alvorligt og er det også, men ikke desto mindre er romanen præget af humor, og sproget er herligt saftigt og farverigt.
Jóanes Nielsen, der både har skrevet romaner, digtsamlinger og skuespil, er en af Færøernes mest læste forfattere og har fire gange været kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris uden dog at få den. Andre var bedre eller heldigere, og sådan er spillets regler, men han har bestemt fortjent at blive kendt i Norden og gerne endnu videre ud i verden. “Glansbilledsamlerne” er moderne hjemstavnsdigtning og samfundsbeskrivelse af højeste karat.
Jóanes Nielsen:
Glansbilledsamlerne
Oversat af Povl Skårup
Forlaget Torgard. 265 sider. 298 kroner